Tja. Nu bliver det lidt personligt. Min datter lider af en personlighedsforstyrrelse af den art som hedder evasiv personlighedsforstyrrelse. Hun har svært ved, at overskue de mindste forandringer. Hun har svært ved, at møde nye mennesker. Hun lider af angst, social angst, depression, ingen selvværd og tillid. Er bange for afvisning og kritik og tør derfor ikke vise omverden, hvem hun er og alt det hun rent faktisk kan. Tør ikke knytte sig til andre, men længes efter venskaber. Hun kan ikke overskue hverdagen. Og hun er blevet stærkt overvægtig. Bare det at gå i bad og tage opvasken kan være en udfordring. Hun var ca. 18 år da hun fik dianosen og i skrivende stund er hun 25. Hun har gået til psykolog og samtaleterapi og er igen i et forløb med samtaleterapi. Hun er skrevet op til psykologisk fys. Der er så mindst 8 måneder ventetid. Og der er gået meget tid imellem alle forløbene. Lige nu går hun på STU, selv om hun er lidt for gammel i forhold til det tilbuddet skulle være møntet til. Til jul er hun færdig og det der lægges op til er en førtidspension. Hun kan ikke klare at tage en uddannelse eller bare det simpleste job.

tog 2,5 timer) og stillede dianosen, virkelig gjorde mig sur. Ikke bare over beløbets størrelse men også grundlaget. " Helt ærligt. Hvis hun har den diagnose, så har alle det" sagde jeg. Der hvor hun har piker, piker jeg også dog ikke så højt. I til en dag en veninde sagde til mig ” Måske har du det også?” Se det havde jeg ikke tænkt over før. Og det fik mig også til

at tænke over min egnen situation. Jeg gik ned med stress ca. samme tid, som da min datter fik dianosen. Hvordan håndtere man det? Det gør man ikke skulle jeg hilse og sige. Har mine anlæg en del af skylden? Ikke at forklejne grunden. Den var reel nok. Men kunne jeg have gjort noget for at undgå det? En ting er sikkert. Jeg har lært, hvor mine grænser er og lært at respekter dem. Og jeg har også lært at være mig selv tro. Jeg har også lært at bruge mine sårbarheder åbent og til noget positivt. Lært af mine erfaringer reagerer jeg helt klart anderledes end før jeg gik ned. Jeg er mere tydelig i min tale og jeg siger fra. Ret godt gået af en introvent person. Men det har også givet indsigt i andres liv og forståelse for at livet nogle gange er for svært. Jeg støtter min datter og vi tager en dag ad gangen og hver fremskridt gør mig gladere, end hvis hun havde fået 12 i et eller andet fag. Det hele er jo kun et øjebliksbillede. Jeg tror på, at hun en dag får det bedre og får et værdigt liv. Arbejdet består lige nu i, at få hende selv til at se det. Og i mens skal